For de fleste danskere fylder fagforeninger og a-kasser ikke så meget i dagligdagen. Ikke desto mindre kan det være vigtigt at finde den helt rigtige fagforening og a-kasse, hvis man en dag skulle stå i en situation, hvor man har brug for den.
Fagforeninger og a-kasser er vigtige allierede når det drejer sig om dine arbejdsvilkår og jobsikkerhed. A-kassen bidrager til din økonomiske sikkerhed i tilfælde af, at du en dag står uden job, mens fagforeningen blandt andet hjælper dig med juridisk rådgivning og kan tale din sag ved tvister med din arbejdsgiver. Herudover kæmper de traditionelle fagforeninger for lønmodtagernes arbejdsvilkår, blandt andet i overenskomstforhandlinger og 3-partsforhandlinger. Vil du være sikret de bedste vilkår på din arbejdsplads og have økonomisk sikkerhed, såfremt du skulle blive arbejdsløs, kan det derfor være en rigtig god idé at melde dig ind i en fagforening og a-kasse.
Det er vigtigt at påpege, at fagforening og a-kasse ikke nødvendigvis skal hænge sammen. A-kassen og fagforeningen er derimod to forskellige instanser, og selvom mange organisationer tilbyder begge, behøver du ikke have a-kasse og fagforening fra samme organisation. Det betyder naturligvis også, at du kan nøjes med at melde dig ind i den ene af de to, hvis du vurderer, at det passer bedst til din situation.
Fordele og ulemper ved forskellige typer fagforening
Der findes mange forskellige typer fagforening, og ved hver type er der nogle punkter, du skal være opmærksom på. Nedenfor er beskrevet de to hovedtyper, samt de fordele og ulemper der er ved dem.
Gule fagforeninger
De såkaldte “gule fagforeninger” er en række politisk uafhængige lønmodtagerorganisationer, som ikke indgår i hovedorganisationer, som fx LO og FTF. Gule fagforeninger, som eksempelvis Krifa og ase, er typisk ikke specialiserede indenfor et bestemt fag, men omfatter medlemmer indenfor mange forskellige fagområder. I nogle af fagforeningerne er det desuden muligt at være medlem, selvom man er selvstændig. En af de største fordele ved gule fagforeninger er, at de ofte har et markant lavere kontingent end de traditionelle fagforeninger. En af grundene til den lave pris er, at de netop ikke indgår i politisk arbejde og heller ikke deltager i hverken overenskomstforhandlinger eller har tillidsrepræsentanter på arbejdspladserne. Dermed er en af ulemperne ved de gule fagforeninger, at de kun i begrænset omfang kæmper for arbejdstagernes vilkår og sjældent går i kamp mod arbejdsgiverne. Desuden er det vigtigt at påpege, at da de gule fagforeninger omfatter en bred faggruppe, kan man opleve, at de ikke har så meget viden eller er nær så godt rustede til at varetage interesserne for det enkelte fagområde.
Traditionelle fagforeninger
De traditionelle fagforeninger arbejder i høj grad med at forbedre de generelle arbejdsvilkår indenfor den faggruppe, de er specialiseret i. Dette arbejder ligger primært i at forhandle og administrere overenskomsterne, som dækker over blandt andet løn, barselsregler, ekstra feriedage og meget andet. De traditionelle fagforeninger forsøger altid at forhandle sig frem til de bedste vilkår for deres medlemmer, lønmodtagerne. At de traditionelle fagforeninger er specialiseret indenfor en specifik faggruppe betyder desuden, at de bedre kan varetage dine interesser og yde eksperthjælp indenfor netop dit fag. Skulle der opstå en tvist mellem dig og din arbejdsgiver, kan du også forvente, at fagforeningen vil kæmpe for dig og yde juridisk hjælp. Ender din sag i Arbejdsretten, er det kun den fagforening, der har lavet overenskomstaftalen, der kan føre din sag. En gul fagforening kan altså ikke hjælpe dig med dette. Traditionelle fagforeninger har ofte et højere kontingent end gule fagforeninger, men tilbyder også flere ydelser og et bedre sikkerhedsnet.
Spar penge ved at samle fagforening og a-kasse
Det er ofte muligt at have a-kasse og fagforening fra samme udbyder, og vælger du dette, kan der være penge at spare. Som beskrevet ovenfor er der stor forskel på, hvilke ydelser du får, alt efter hvilken fagforening du vælger. Udbetalingen af dagpenge fra a-kassen er derimod bestemt ved lov, og du vil dermed ikke opleve forskel i beløbet. Kontingentet på a-kassen kan dog være forskelligt fra a-kasse til a-kasse, og det kan svinge, alt efter om du udelukkende ønsker a-kasse, eller du vil have både a-kasse og fagforening samme sted. Det kan derfor være en god idé at sammenligne priserne fra de forskellige udbydere for at finde ud a, hvilken fagforening og a-kasse, der tilbyder den bedste service til den laveste pris.